Hsipaw

Oase.

Det er nok det eneste rigtige ord.

Et godt stykke oppe på det majestætiske Shan-plateau, der strækker sig helt ind i Kina, ligger denne rolige by, der er omgivet af smuk natur, rismarker og charmerende landsbyer.

Landsby i bjergene tæt på Hsipaw

I årtier var dette område fuldstændigt utilgængeligt, men det er i dag er yderst attraktiv destination, som man ikke længere skal være en supermand for at komme til.

Rismarker i Hsipaw i oktober 2018. Jeg tog dette, da jeg havde en gruppe danskere med mig, og de havde ligeså åben mund som mig selv.

Når du rejser til Hsipaw, skal du helt sikkert give dig selv en dag eller to til at vandre imellem rismarkerne, spise Shan-nudler hos en lokal familie og tage en tur i en longtail-båd på floden.

I Myanmar bliver et smil gengældt tifold og med det samme, og jeg bliver ofte inviteret indenfor, når jeg vandrer i landsbyerne her. Denne oplevelse er ofte noget, som mine gæster virkelig tager med sig hjem til Danevang, for lige pludselig sidder man selv på gulvet og fletter bambusvifter.

Morgenstund i en af Hsipaws landsbyer

Med andre ord er byen og området et sted, hvor man kan komme væk fra de mere travle bymiljøer, som man finder i Mandalay og Yangon.

Hvis du har tiden, synes jeg helt klart, at du skal have et landligt element som Hsipaw med i din rejse. Du vil nok ikke have lyst til at blive snydt for ikoniske destinationer som Inle-søen og Bagan, og derfor kan det være enormt forfriskende at vandre et par dage i naturen, der nyder godt af bjergenes mildere klima.

På vej til Hsipaw med tog

Hsipaw er fortsat uforstyrret idyl

Hsipaw er et sted, som en del turister vælger fra, da her ikke er nogen lufthavn, og ja, så skal man køre – og dette er verdens bedste gamle nyhed.

Dette betyder nemlig, at de fleste, der kommer her, er rygsækrejsende eller… danskere, som er glade for den fantastiske oplevelse, det er at komme herop.

Og det er ikke til at forstå, for man kan nemlig rejse hertil med toget, som kører over den legendariske Gohteik-bro, som strækker sig over kløften af samme navn.

Det giver et lille sug i maven, når toget med fem kilometer i timen får de gamle skinner til at synge deres klagesang… og du vil nyde det sammen med det faktum, at der er 100 meter ned til den brusende flod.

Der er ingen bedre måde at møde lokale på en her på dette hyggelige tog

På mine rundrejser er vandreturen i Hsipaw en oplevelse, som mange efterfølgende synes har været én af de bedste oplevelser på hele rejsen.

Hvor skal jeg bo i Hsipaw?

Jeg plejer at bruge hotellet ”Lily The Home”, som ligger yderst centralt – og vigtigst af alt meget tæt på byens bedste restaurant, som ligger ved floden. Man skal altså være lidt af et skarn, hvis man ikke nyder livet her. Se billeder fra hotellet ved at kigge nærmere på min rundrejse “Højdepunkter og Hemmeligheder”. Her er dog et ekstra.

Morgenmadsrestauranten på Lily The Home i Hsipaw

Der er mange andre acceptable overnatningsmuligheder i Hsipaw, men ovenstående er i min bog der, hvor du får mest for pengene.

Der er ingen luksushoteller i Hsipaw, så hvis du for alt i verden skal have en swimming pool, er dette ikke det mest oplagte sted. Det er det så til gengæld på utroligt mange andre måder.

Hvornår skal jeg rejse til Hsipaw?

Hsipaw er allersmukkest inden risen bliver høstet, og det bliver den typisk fra midten af november og et par uger frem. Hvis man derfor kommer tidligt i højsæsonen, kan man opleve en helt speciel grøn verden. Hvis du vil opleve Hsipaw på endnu mere spektakulær vis, skal du kommer her i den våde sæson, for eksempel i juli eller september.

Der er mange nysgerrige øjne i denne del af Myanmar

Hvis du kommer senere, for eksempel imellem december og marts, er her fortsat enormt smukt, men høsten er så klaret. Til gengæld kan du så se, hvordan de plante afgrøde nummer to. Denne anden afgrøde er ofte, hvidløg, tomat, bønner og sennep.

I samme danske vintermåneder vil her også være dejligt køligt, og i januar skal man typisk have en jakke på, indtil solen tager fat omkring klokken 09:30.

Gohteik-broen blev åbnet på den allerførste dag i det 20. århundrede.

Hvordan rejser jeg til Hsipaw?

Som sagt er det ikke muligt at flyve til Hsipaw, men du kan tage bussen hele vejen for omkring 50 kr. Dette tager cirka 6 timer.

Den bedste måde at rejse til Hsipaw på er, som jeg har været inde på, at tage en del af turen med tog.

Det foregår således:

Afgang med privat taxa fra Mandalay klokken 06:30, hvorefter du så ankommer til Pyin Oo Lwin togstation omkring klokken 07:45. Herefter står du fem minutter i kø på stationens eneste toilet (for du skal tisse!), og så finder du stille og roligt din plads. Toget afgår planmæssigt klokken 08:20.

Togstationen i Pyin Oo Lwin

Du kan tage toget hele vejen til Hsipaw, men så ankommer du først klokken cirka 17, og det er mange timer på toget.

Alternativet er, at du står af ved førte station efter Gohteik-broen; en lille by ved navn Naung Bein. Herfra har du eller jeg så på forhånd sørget for en anden taxa, der kører dig til Hsipaw, og på denne måde, vil du typisk allerede være fremme klokken 14:30.

Toget, der går til Hsipaw, kører faktisk fra Mandalay – men afgangen er klokken 04:00. Derfor skal man være uforskammet morgenfrisk og godt polstret bagi, hvis denne mulighed skal virke attraktiv.

Det er lidt af et mareridt at sikre sig billetter til toget, og du er velkommen til at kontakte mig, hvis jeg kan hjælpe.

Er det farligt at rejse i Shan-staten?

Når man er i Shan-staten, så er man også relativt tæt på nogle af Myanmars oprørsgrupper. Men det skal nu ikke skræmme dig. Sådan har det nemlig altid været, og turismen har immervæk haft det godt her i mange år. Man skal bare altid have en guide med, som ved, hvilke stier, man skal blive på. Der er ikke ét historisk eksempel på, at udlændinge har haft probelmer her i relation til spændinger mellem regeringen og dem, som søger selvstændighed.

Related Posts

No data was found