Hvordan er det at være munk i Myanmar?

Myanmars velsignede hær af kronragede børn og seniorer balancerer på Middelvejen hele vejen til Nirvana.

De rødbrune slanger af lydløse børn på bare fødder strækker sig 50 meter ned af min gade. Hver eneste morgen står de der. De banker ikke engang på, når de fra den anden side af lågen stirrer igennem mit hus i Mandalay.

Som altruist – ikke som buddhist – hælder jeg ris fra et decilitermål ned i de dybe almisseskåle. Det er ikke kun ris, de tager imod. Alt fra grøntsager til vaskepulver og slikkepinde til vifter er kærkomment.

De fleste af drengene er otte til tolv år gamle, og mange af deres isser vidner om, at barberbladene ikke altid er lige skarpe. De kigger ikke op eller siger tak, når de modtager min donation. De er der nemlig mindst ligeså meget for min skyld, som de der for deres egen. Som donor skal man se dem som et slags himmelsk medium, som du kan gøre dine gode gerninger igennem.

En kamp mod blodsukkeret

Der er omkring en halv million munke i Myanmar, og selvom mange af dem forbliver i kåben hele deres liv på Jorden, ser de ikke skævt til, at du som civil ikke har ofret dig selv til Buddha på samme måde. Deres besøg er en selvfølgelig og naturlig ”karmatisk” transaktion, som regulerer balancen mellem deres åndelige verden og min mere pragmatiske livsstil.

Når slangen har taget sin sædvanlige rute rundt i kvarteret, vender de tilbage til klostret, hvor da afleverer det indsamlede, der senere fordeles ligeligt. Mens munkene nu venter på deres tidlige frokost, der er dagens sidste måltid, mediterer eller fejer de.

Det læste du rigtigt.

Efter deres måltid, der skal være indtaget inden klokken 12, spiser de ikke igen, før solen igen står op. Hvis munkene hele tiden skulle forstyrres af tanken om mad, som vi almindelige dødelige bliver det hver eneste dag, ville de ikke have det fornødne fokus til at dedikere deres fulde koncentration til livet som forlængelser af Buddha.

Måske drømmer denne unge munk om solopgangen, hvor han igen kan fylde maven

Denne form for diæt kræver naturligvis, at man bliver godt til at arbejde med et meget lavt blodsukker. Jeg har ofte talt med munke om samme, og de siger alle i kor, at dette vitterligt er noget, som det tager relativt lang tid at vende sig til.

En simpel tilværelse

Nonner og munke har kun meget få ejendele. Typisk taler man om otte tilladte ting, der blandt andet inkluderer toiletsager, ure, kåber, paraplyer, bøger og medicin.


Buddhas væbnere må ikke håndtere penge – og naturligvis aldrig ryge eller drikke alkohol. De må heller ikke køre bil eller cykel, og jeg troede indtil for nylig, at dette også var fordi, de ville få dem til at miste fokus. Dog viser det sig, at det i Myanmar mere handler om den svære situation det er, hvis en munk skal i retten i kølvandet på en trafikulykke. De kan nemlig ikke dømmes som normale civile, så det er nemmere helt at undgå problemet.  

At du så alligevel vil se munke overtræde disse regler, når du rejser i Myanmar, siger mere om, at der er stor forskel på, hvor strengt de forskellige klostre opdrager og kontrollerer munkene. Det kloster, som jeg boede på i længere perioder i 2011, er for eksempel yderst ortodokst, og her ser man aldrig munke bryder reglerne. Omvendt er der i udkanten af Mandalay et kloster oppe i bjergene, hvor stedets tre munke aldrig kan opleves ædru.

En helt normal morgen i Myanmar. Hvis du er udenfor omkring klokken 06 eller 06:30, er det de fleste steder svært at gå glip af munkene

Når man som buddhist bliver gift i Myanmar, bliver brudeparret og deres forældre først velsignet af munke, der også er de første, der får lov til at spise under ceremonien, der ofte foregår i hjemmet.

Herefter velsigner munkene hele familien og tager også med til det lokale kloster, som ofte benyttes til at holde en større fest, hvor venner and anden familie også kommer med.

Er det en livstidsdom?

Som ung pige eller dreng bliver du ikke presset ind i livet som gejstlig. Selvfølgelig er der fattige familier, for hvem det kan være praktisk og ”økonomisk”, hvis deres barn kan finde tryghed på et kloster, men alle munke og nonner kan til enhver tid sige fra og gå tilbage ind i den civile verden.

På klostrene lærer mange af de unge mennesker også en masse om administration, organisation – og primært disciplin – som det private erhvervsliv er klar over ofte kan resultere i dygtige medarbejdere, som man kan stole på. På den måde er der her også for nogle en livline, hvis de en dag skulle få nok af at stå op klokken 03:30 om morgenen eller med tiden skulle få lyst til at stifte familie.

Share this post

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on print
Share on email

Se flere posts her