Myanmars bizarre hovedstad: ensom luksus på dåse

Detaljegraden er næsten anal. Vejene er pletfri, og hækkene så perfekt trimmede, at man skulle tro, at samtlige kommunalarbejdere her var tvangsneurotikere. Ved nærmere eftersyn kunne man også godt få mistanke om, at arbejdsgiverne lider af storhedsvanvid. Her trives arbitrære beslutninger og overtro.

Spøgelsesby på steroider

Nogle af vejene her har 20 spor, men der er sjældent en bil at se. De gyldne pagoder skyder mod himlen, men der ingen til at beundre dem. Luksushotellerne skærer en ubarmhjertig økonomisk kontrast til det fattige opland, men værelserne er for det meste tomme.

Der er et søvndyssende men bredt udvalg af tomme cafeer og restauranter, og du behøver heller ikke at booke en tid på en af byens mange golfbaner. Der er altid plads.

Fire milliarder dollars. Det er hvad mange anslår til at være prisen på dette ”diplomatiets Disneyland”, da Myanmars gamle militærjunta for 15 år siden flyttede hovedstaden til Naypyidaw; en hed flække langt fra alt, og som få veje førte til.

Byen kunne dengang ikke prale med meget mere end et marked, som bød på forsyninger til de eventyrere, der begav sig ud på den 650 kilometer lange og bumlede rejse mellem Rangoon og Mandalay.

Yangon var hovedstad indtil 2005, hvor man flyttede den 300 kilometer mod nord

Til trods for at alle ambassader i Myanmar har fået tilbuddet om at flytte deres repræsentationer til Naypyidaw, er der ikke mange der har bidt på. At Brunei stort set er det eneste land, der har åbnet dørene her, siger noget om, at det fortsat vil tage lang tid, før udflytningen af hovedstaden kommer til at give nogen form for mening.

Helt uden advarsel

Myanmar er heldigvis fortsat helt og aldeles sit eget land. Årtier med militærstyre og resulterende isolation fra omverdenen beskyttede gamle og charmerende traditioner og skikke. På samme tid skabte det også en elite af indavlet, paranoid tankegang iblandt den uniformerede elite, som korrumperede den måde, deres magt kom til udtryk på.

Når snakken falder på Myanmars generaler, er der et bestemt navn, der altid nævnes: Than Shwe. Efter et langt liv, der blev brugt på at bestige den militære rangstie, tog han i 1989 magten under den nye og hårdere militærjunta, SLORC.

Det var selvsamme Than Shwe, der stod ved det burmesiske ror, da hovedstanden blev flyttet til Naypyidaw. Udflytningen kom som en overraskelse for verdensledere såvel som ansatte i statsapparatet, og mange af sidstnævnte skulle rykke teltpælene op med én dags varsel. Selv ikke militærregeringens bedste venner i Beijing vidste noget om, at man havde planer om at flytte hovedstaden.

Stjernerne har magten

Det var ikke første gang, at lokale såvel som den internationale verden spærrede øjnene op for en irrationel burmesisk beslutning.

General Ne Win, der tog magten ved et statskup i 1962, annullerede fra den ene dag til den anden 25-, 35-, 75- og 100-Kyat-sedlerne. Dette skete september 1987, og det betød at millioner af burmesere mistede alt med ét.

En 35-Kyat-seddel som fra den ene dag til den anden blev annulleret

Hvordan kan man finde på sådan noget? Jo, Ne Win havde blind tiltro til numerologi, og da hans yndlingstal var 9, skulle pengesedlernes værdi også gå op i dette nummer. Derfor introducerede han den næste dag de nye 45- og 90-kyat sedler, som altså blev ensbetydende med økonomisk dommedag for så mange.

I Myanmars historie er der et helt ocean af lignende eksempler på andre umulige og skæbnesvangre politiske beslutninger. En af de seneste blev altså beslutningen om at flytte hovedstaden til Naypyidaw, og man gisner fortsat om, hvad der var den reelle grund til, at det skete.

Share this post

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on print
Share on email

Se flere posts her